Uddrag: Knud Rasmussen ”Mindeudgave” III. Bind, Nordisk Forlag 1935.

Der var engang en kvinde, som ingen børn kunne få. Hun syntes, at alle kvinder med børn var lykkelige og var bedrøvet over, at hendes mand ikke længere brød sig om hende. Hun blev mere og mere bedrøvet over, at hun ingen børn havde, og gik en dag på vandring ind over land. Først fandt hun en lille bi og tog den op; men da hun syntes, at det var en alt for håbløs tanke at få en sådan bi til at vokse, kastede hun den fra sig igen. Så fandt hun en orm og tog den med sig. Den måtte hun kunne opfostre, så den blev stor! Og hun gemte den i sin vante og lod den dige af sit bryst, og snart var den så stor, at den ikke længere kunne være i vanten. Så gemte hun den i et halværme og lagde den under briksen; og når hun havde været ude og kom ind, stillede hun sig ved briksekanten, bøjede sig ned og råbte til den:
”Kom så ud og sig sivse-e-e!”
Og den kom ud og hvislede sivse-e-e!

Til sidst blev hendes husfæller bekymrede for hende og begyndte at tale om at kaste ormen bort, fordi den drak al sin plejemoders blod, og en dag gjorde de alvor af det og kastede den ud i husgangen og slog den ihjel. Men da plejemoderen kom ind og så blodet i husgangen, udstødte hun et skrig og sagde:
”Hvorfra kommer alt det blod?”

Og da hun fattede mistanke, løb hun ind i huset og gav sig til at råbe på ormen; men ormen svarede ikke, og hun brast i gråd, thi nu vidste hun, at de havde dræbt den. Siden sørgede hun over dens død, ganske som om det var et rigtigt barn, hun havde mistet; så højt elskede hun ormen.