Uddrag: Knud Rasmussen ” Myter og Sagn fra Grønland”, bind III, Nordisk Forlag 1925.

Engang slog et isfjeld en revne. Det smældede i isen, og klangen af det, der brast, fik liv og blev til en mand; han hed Nuté, det er ”Revne”. Hans ansigt var fuld af sprækker, og derfor skammede han sig for mennesker.
Han levede altid i mørke og tog aldrig sine vanter af.
Engang besøgte han en kone og hendes datter og tog datteren til kone.
Han var en meget dygtig fanger.
Men en dag gav svigermoderen sig til at tale på dril: ”Hvad er det egentlig, han plejer at spise, er det ikke eget skarn? Og hvad drikker han, er det ikke egen urin?” Det var løgn – – -.
”Mine vanter! Jeg er ikke noget menneske, jeg vil heller ikke leve som menneske; lad mig vende tilbage til mørket igen!” Sagde Nuté og gik tilbage til sit isfjeld.
”Ej, jeg troede, at du var ude, ka – ka – ka – ka!” – Skreg svigermoderen og blev til en ræv.
”Hvad går der dog af mor?” Sagde pigen.
Men ræven sprang op mellem fjeldene.
Datteren blev snart svanger og fødte en dreng. Da han nåede mands alder, blev han en vældig bjørnejæger.

Her ender den historie.

Fortalt af Iterfiluk.