I efteråret 2005 havde Bodil og jeg et dejligt ophold på den sydligste ø af Færøerne, Suduroy.
Da vi kom hjem begyndte Bodil på et maleri af de fjerne træer bag Haveatelieret. Atelieret ligger ned til Århus Å ved Brabrand sø i haveforeningen Sølyst – jeg fik af motivet associationer til Færøerne og fik lov til at færdiggøre maleriet. Under arbejdet tænkte jeg på kystlinier udskåret i drivtræ af eskimoer samt ynglefugle på fuglefjelde.
Maleriet er vores første fællesbillede og signeret med vore initialer – således kan et motiv opstå på mange måder og indeholde mange tanker.