Uddrag: Knud Rasmussen ”Myter og Sagn fra Grønland” III bind, Nordisk Forlag 1925.

Der var engang en gammel mand, som kun havde en eneste søn. De plejede altid at jage ren om efteråret, og da fulgtes de med alle deres bopladsfæller. Men et år var de senere på færde end deres bopladsfælder og kom først af sted, efter at alle de andre var taget bort. Og da de kom ind til fangstpladsen, fandt de vel alle deres bopladsfællers telte, men ingen mennesker. Først vidste de ikke, hvad de skulle gøre, men til sidst gik de alligevel på rensjagt hver for sig, sønnen mod syd, den gamle mod øst.
Den gamle fader gik langt ind over land, men ingen steder fandt han hverken rensdyr eller mennesker. Da ser han pludselig noget komme til syne sydfra; noget vældigt, der lignede en sky, nærmede sig. Han så nøjere til og opdagede, at det var en stor fugl. Den kom nærmere, og han blev klar over, at det var en kæmpefalk, der kom flyvende med et menneske på tværs i sit næb. Den fløj hen mod en stejl klippe, hvor den havde sin rede og sine unger. Den gamle mand skjulte sig og lod den flyve forbi, og først da den var kommen forbi ham, løb han, alt hvad han kunne, ned mod sit telt.

Han havde ikke løbet ret længe, før han opdagede, at falken forfulgte ham, og at han nu var sikker på, at det var hans egen søn, den havde i næbet. Den gamle løb, alt hvad han kunne, men falken kom alligevel nærmere og nærmere, og han måtte i hast skjule sig under en fremspringende klippe. Men da var falken så nær, at den bed hans hætte af. Falken var så stor, at den ikke kunne komme ind til manden, og så satte den sig op på klippen og begyndte at hakke i fjeldet. Manden kiggede ud og opdagede, at falken allerede havde arbejdet sig så langt ind, at man kun så dens halefjer. Den huggede sig lige ned gennem klippen. Så listede den gamle mand sig ud af hulen og gav sig til at løbe igen af alle kræfter.

Han flygtede og flygtede og blev ved med at flygte, indtil han opdagede, at den atter forfulgte ham. Da måtte han atter flygte ind under en klippe. Falken forsøgte atter at slippe ind, men opgav det og blev så siddende udenfor. Manden hørte den længe ude på klippen. Men da det omsider blev stille, stak han hovedet ud for at se, hvor den var bleven af. Han opdagede den ingen steder, kravlede ud og gav sig atter til at løbe af alle kræfter.

På ny satte falken efter ham. Men denne gang lykkedes det den gamle at nå frem til sit telt, og han sprang ind og bandt til for åbningen indefra. Længe hørte han falken kredse over teltet, men til sidst blev der ganske stille udenfor.

Den gamle mand troede endnu stadig, at det var hans søn, falken havde båret i sit næb, og derfor var hans glæde og overraskelse stor, da sønnen inden længe kom tilbage uden at have set det mindste til falken. Øjeblikkelig satte de nu deres konebåd i vandet og roede ud ad fjorden; og siden vovede de aldrig at tage på rensjagt ind i den fjord.

Fortalt af Jan Brandt, Egedesminde / Aasiaat.