Jeg havde længe haft succes med at skære figurer i forskellige knogler, da jeg i 1980-erne for alvor forsøgte mig med oliemaleriet. Jeg købte de bedste oliefarver på markedet af mærket ”Schevenings”, som jeg stadig bruger og er meget begejstret for. Desuden købte jeg gode svinebørstepensler, godt hørlærred, brede solide blindrammer og Gesso til at præparere lærredet med. Men igennem år og måneder kæmpede jeg med farven og lyset og gjorde mig dyrekøbte erfaringer i det grønlandske vintermørke uden at nå videre, indtil jeg i den mørkeste måned pludselig stod med dette billede, der blev til en afgørende milepæl i arbejdet med oliefarverne: Skulle jeg stoppe eller fortsætte. Det var som om der skete en slags åbenbaring, der udtrykkes godt gennem en gammel eskimoisk skabelsesberetning fortalt af Apákak, gengivet af Knud Rasmussen i ”Myten om alt livs begyndelse” i bogen ”Festens gave” udgivet i 1929 på Gyldendal.
Uddrag:

…Tulungersaq eller Fader Ravn … ”var ingen almindelig Fugl, men en hellig Livskraft, der gjorde Begyndelsen til alt det, der blev til den Verden, vi nu lever i. Dog begyndte også han i et Menneskes Skikkelse, og han famlede i Blinde, og hans Gerninger var tilfældige, indtil det blev åbenbaret for ham, hvem han var, og hvad han skulle.
Han sad på Hug i Mørke, da han pludselig kom til Bevidsthed og opdagede sig selv. Han vidste ikke, hvor han var; han vidste heller ikke, hvorledes han var bleven til. Men han åndede og havde liv. Han levede.
Alt omkring ham var Mørke, og han kunne intet se. Så følte han sig for med Hænderne. Hans Fingre strøg hen over Ler, overalt hvor han famlede frem. Jorden var Ler, alt omkring ham var dødt Ler.
Han lod Fingrene glide hen over sig selv, fandt sit Ansigt og følte, at han havde Næse, Øjne og Mund, Arme, Ben og Krop. Han var et menneske – en Mand”…