Uddrag: H. Rink ”Eskimoiske eventyr og sagn”, Forlaget C.A. Reitzel 1866-1871.

Atalianguak, en gammel ungkarl, var en udmærket duelig fanger og boede sammen med en mængde søskendebørn i et stort hus. Han holdt en båd, med hvilken han om sommeren plejede at gå på loddefangst. Han plejede da om morgenen at fiske lodder og lægge dem op til tørring, og derpå gik han dagen over i kajak efter sælhunde.
Engang da han således roede hjem i kajak og nærmede sig sit telt, så han til sin forundring en smuk lille kvinde stå ved samme. Hun var iført hvide kamikker og havde sin hårtop frisk opbunden. Atalianguak listede sig op, tog hende ind i sit telt og fik hende til hustru. Efter endt loddefangst begav han sig på tilbagevejen, og nu havde han sin kone til roerske og var selv styrer. Undervejs så han en kajak komme dem i møde, hvorfor han lod sin kone krybe i skjul under rejsegodset. Men kajakmanden var den mellemste af hans søskendebørn, og for disse havde det allerede rygtet sig, at Atalianguak havde fået en kone. Det hjalp altså ikke, at Atalianguak nægtede at have en kone i båden, thi kajakmanden opdagede hende straks, og da hun så atter satte sig op og roede til, var Atalianguak nær faldet bagover på grund af farten.
Om efteråret flyttede han atter tilligemed sin kone ind i det store hus hos søskendebørnene. En aften hændte det, at konen sprang op fra briksen og gik udenfor, men idet hun gik forbi en af de andre, og han mærkede luftens viften fra hende ved bevægelsen, sagde han: ”Hvad var det dog for en underlig lugt, der kom?” Hans husfæller bad ham endelig tie stille og ikke fornærme hende, da hun ikke var et almindeligt menneske. Alligevel hændte det samme atter engang, og da konen, som var trådt ud på gulvet, hørte tale om lugten, fór hun pludselig ud af huset, og idet hun smuttede ned i husgangen, bemærkede man en rævehale bag ved hende. Atalianguak løb efter hende, forfulgte hendes spor og kom op til en indsø ved indgangen til en rævehule, i hvis indre han så lys og opdagede sin kone siddende på en briks. Han råbte ind: ”Jeg fryser, lad mig komme ind til dig.” – ”Kom kun ind” – ”Men hvorledes skal jeg slippe igennem?” – ”Når du puster ind gennem begge indgangene, går det let.” – Således gjorde han da, kom også ind, satte sig ved sin kones side og sagde: ”Jeg fryser, opvarm mig!” I det samme opdagede han, at den forreste væg var helt fuld af kryb, nemlig almindelige fluer, møgfluer, mariehøner og orme. Hans kone løftede hovedet op og sagde til dem, at de skulle dysse Atalianguak i søvn. Derpå sang de: ”Atalianguak, sov, sov, til foråret skal du atter opvågne.” Og Atalianguak faldt i søvn og vågnede først igen formedelst en naturlig trang, og da han kom udenfor, stod solen højt på himlen, og idet han krøb ud af hulen, sværmede det med fluer og myg. Da han lod sit vand, blev det til en hel elv.
Han begyndte fra den tid atter at leve efter sin tidligere skik og tænkte ikke mere på kvinder. Det var ganske rigtigt, at han var faldet i søvn om efteråret og først vågnet om foråret.