Om vinteren satte vi 4 – 5 meter korte og ikke særlig dybe sælgarn under isen i landbrækket vinkelret på isfoden, dér hvor vi kunne se, at der var mulighed for, at sælerne kunne drage ånde.

Motivet til dette træsnit og flere andre er inspireret af maskelignende udskæringer jeg engang foretog i ledflader fra havpattedyrs ryghvirvler.

Udskæringerne blev jeg inspireret til ved at se den garnfangne sæl komme til syne i garnhullet, når garnet skulle rygtes. Sælens ansigt var ofte viklet ind i garnmaskerne, som derved dannede mønstre. Når man efterfølgende trak den døde sæl op af hullet i isen, skar garnets tråde riller i iskanten, mens iskrystaller dannede mønstre i vandet omkring den druknede sæls hoved.

I dette træsnit har jeg videreudvikle det oprindelige indtryk og undladt mønstrene omkring ansigtet.

Vedrørende sælfangst under isen med ” isgarn” se Ole Hertz ”Ikerasârssuk – en boplads i Verstgrønland” (s. 66-72) udgivet af Nationalmuseet i 1977.